Bytur Timian#

Bytur i Jelling

På bytur i Jelling - om byen, historien og livet!

Målgruppe(r)

  • Familier, venner, kolleger, turister

Dato og tidspunkt

  • sø. 5. september kl. 10.00 - 12.00

Sted

Pris

  • 100 kr. ; børn under 15 gratis. Beløbet går til Jelling Heritage, der bl.a. organiserer Kickstart2021 - Verdensarv i øjenhøjde!

Tilmelding

  • Ring: 30512912 (Ole) eller send SMS

    NB: der er rigeligt med bænke i området!

Arrangør

  • Jelling Heritage

Jeg vil gerne forberede dig på en tur hvor du skal regne med både at høre om faktiske forhold blandet op med lidt røverhistorier. Jeg skal nok lade dig forstå, hvad der er hvad!.

Du vil komme til at høre lidt om hvordan det er at leve i en by, som vi deler med hele verden. Du vil høre om Jellings styrker og svagheder. Det vil sige lidt om at være borger i en lille by, hvor det moderne liv leves i samspil med masser af gæster og de vigtigste nationale monumenter i Danmark. 

Vi starter ved Østerbydammen, hører om dammens oprindelige funktion og den tragedie der udspillede sig her - for mere end 100 år siden. 

Fra dammen bevæger vi os ad Vejlevej op mod monumentområdet. Det første vi møder er markeringen af en kolossal 1,4 km lang palisade. Palisaden omkranser hele monumentområdet med Skibssætning, Kirke, Runesten og de 2 gravhøje. 

Lige indenfor Palisaden møder vi den smukkeste Timian mark - skabt til nydelse for både mennesker og insekter. 

Vi hører om den prisbelønnede anlægs arkitekt Kirstine Jensen (Rosenkær prisen) og kunstneren Ingvar Cronhammars tanker med anlægget. Meget aktuelt, så døde den karismatiske kunstner den 21.5.21.

I udkanten af Timian marken, lige ved smededammen, ser vi Uffe stenen (Ikke at forveksle med Jelling stenene). Stenen blev sat i 1913 på foranledning af Skat Rørdam, seminarieforstander på Jelling Seminarium. Rørdam var meget optaget af den sønderjyske og nationale sag.

Uffestenen er opkaldt efter kongerne Uffe og Vermund, der ifølge myten havde kongsgaard i Jelling. Vi hører lidt om seminariet og dets rolle i at styrke danskheden i det dengang tyske Sønderjylland  - frem til genforeningen.

Vi besøger gravhøjene og får lidt at vide om hvad der er fundet i dem. Vi kommer ind i kirken. Ser hvor Kong Gorm angiveligt er begravet. I får en lille røverhistorie om Kong Gorms liv efter døden! Også på Kirkegården møder vi blomstrende hyggepladser for mennesker og insekter.

Efter besøget på kirkegården og i kirken, besøger vi sognehuset, et smukt og moderne hus med et moderne vægmaleri inspireret af Inger Christensens “Sang om Jorden”.

Vi skal også lige nå Kong Frederik den 7's lysthus ved foden af Sydhøjen. Vi skilles ved Kongernes Jelling (Nationalmuseets afdeling i Jelling). Du kan selv udforske museet, det er et rigtig spændende sted med masser af spændende muligheder for selv at være aktiv.

På Kongernes Jelling kan du evt købe kaffe og kage - eller du kan nyde din medbragte kaffe i det udendørs madpakkehus - lavet som et langhus!

Har du mod på mere sjov og noget godt at spise, kan jeg anbefale at besøge Sejd - Cafe & Boutique på Gorms Torv. Her kan du bl.a. få gratis 'historier-to-go!' Når der altså lige er tid mellem serveringerne.

Ud over Byturen dækker entreudgiften et gratis prøvemedlemsskab af Jelling Heritage