Brandbjerg Højskole - det er for fedt at gå på højskole
Leder du efter et sted med plads til at trække vejret, store oplevelser og gode venner, frit valg af masser af inspirerende fag og en masse begejstring og bevægelse, så har du fundet det rigtige sted.
Det er bare sjovt at gå på højskole. Og det er langt mere end det…
Det meningsfulde liv
Brandbjerg er et slags værksted, hvor du kan arbejde med dit indre kompas. Det har du brug for, når du søger et meningsfuldt liv. Efter vores mening dyrkes det bedst, når væredygtighed og bæredygtighed går hånd i hånd. På Brandbjerg handler det derfor om både at være sig selv og være noget for verden.
Væredygtige valg
Væredygtighed handler om at øve sig i at være sig selv. Det handler ikke om at pille navle eller være sig selv nærmest, men om at kende sig selv og indtage en plads i verden. Et udgangspunkt der gør dig i stand til at bevæge dig i den retning, du selv vælger. Du skal ville noget med dig selv for at være dig selv – det er kernen i et væredygtigt liv.
Bæredygtige møder
Brandbjerg er først og fremmest et mødested. Uanset hvad du vælger, så er der 2 ting, du ikke kan vælge fra – de andre og den natur du selv er en del af. Mødet med begge skaber relationer. Netop forholdet til de andre i al deres mangfoldighed og til naturen i al dens kraft og sårbarhed får dig til at ville noget med verden. Man passer på det, man holder af – det er grundlaget for et bæredygtigt liv.
Dit nye hjem
Brandbjerg er et hjem, hvor man kan være sig selv, både når man har store armbevægelser, vilde visioner og fantastiske drømme, og når man har brug for ro, en varm omfavnelse og et fordomsfrit øre. Her rummes det store udsyn, fordybelsen og virkelysten, og her rummes fiaskoen, den manglende energi og det svigtende mod. Det er den rummelighed, der sikrer plads til både din faglige, din sociale og din personlige udvikling, der vokser i takt med, at forholdet til de andre bliver stærkere.
Kom indenfor og bliv en del af noget større.